Nu er det naesten en maaned siden at jeg kom til Changchun, og to en halv uge siden at jeg startede med at undervise. Jeg har vaeret lidt tavs paa det seneste, hvilket skyldes at jeg endelig fik min lejlighed onsdag d. 7., og at internet cafeerne i det omraade ikke vil lade mig skrive paa min blog. Denne her tekst har jeg faaet mine foraeldre til at publicere.

Udover at det selvfoelgelig var et rigtigt stort skridt fremad at faa min lejlighed, saa er tingene ogsaa mere generelt begyndt at gaa den rigtigt vej. I sidste uge var to af WTCC's maend heroppe for at kigge lidt paa de forskellige problemer, og jeg tror at det meste er blevet loest nu. Jeg mangler stadigvaek en vaskemaskine, men de har lovet at den er paa vej, og under alle omstaendigheder er det noget som man kan leve uden. Efter at have proevet at prakke den foerste lorte lejlighed paa os, virker det som om at firmaet har forstaaet at vi er her paa nogle lidt andre betingelser end dem de har vaeret vant til at beskaeftige sig med - de nye lejligheder er i hvert fald rimeligt gode efter kinesiske standarder. Min lejlighed er i princippet beregnet til to personer, men grunden til at jeg kalder den min alligevel er at det stortset kun har vaeret mig der boede der. I foerste omgang var det meningen at jeg skulle have boet der sammen med en der hedder Chris, men fordi han absolut ikke var begejstret for Changchun og fordi Star Adult International ikke havde kunnet finde en skole til ham, fik WTCC arrangeret at han kom tilbage til Beijing for at arbejde paa en skole der. Paa grund af et knivstikkeri mod en udlaending i Huinan, den by som fire af de andre drenge skulle til, havde regeringen naegtet udlaendinge indrejse til byen, og de fire drenge havde derfor vaeret noedt til at blive paa hotellet. Boys will be boys, og efter to uger paa et koldt hotel med absolut intet at lave udover at se DVD film, synes hotellet (som Star Adult International foroevrigt havde fortalt WTCC var et fem stjernet hotel) at drengene var blevet lidt for larmende og de blev derfor smidt ud. Casper, min roomie fra Beijing, flyttede derfor med ind i lejligheden et par dage efter mig, men da han er kaereste med en af pigerne i den anden lejlighed er jeg i praksis stadig alene om lejligheden. Inden laenge vil jeg ogsaa paa papiret vaere alende om den, for eftersom forbuddet mod indrejse i Huinan ser ud til at blive langvarigt, bliver han sendt ned sydpaa sammen med de tre andre drenge.

Min lejlighed ligger i oestdelen af Changchun i noget kaldet Erdao district. Inden vi flyttede var vi blevet forberedt paa at lejligheden snildt kunne komme til at ligge en halv times taxi koersel fra skolen, men heldigvis er der kun ca. et kvarters gang, saa det er jo rimeligt optimalt :) Udover et stort supermarked og atomkraftvaerket, som ogsaa ligger et kvarters gang vaek, er der ikke saa meget at se i omraadet. Der er en masse smaa restauranter og supermarkeder/kiosker, men derudover er omraadet primaert praeget af at der foregaar en masse nedrivningsarbejde og nybyggeri. Heldigvis er der ikke saa langt til centrum af Changchun, saa jeg tror ikke at vi kommer til at foele os isolerede.

Jeg er efterhaanden ved at falde til i en god rytme paa skolen, som det er nu er mit skema med sine 22 lektioner ikke naer saa stort som det kunne vaere, og vi tror/haaber ikke at der kommer flere lektioner til. Det stoerste problem med hensyn til at undervise er uden tvivl klassestoerrelsen paa 50-60 elever. Der skal ufatteligt lidt mumlen til for at forvandle klassevaerelsen til et ulideligt stoejinferno, og nej, jeg er ikke nogen fan af kaeft trit og retning, men jeg forstaar altsaa godt at laererne er noedt til at tage nogle lidt andre midler i brug end derhjemme. Derudover er der selvfoelgelig de dumme elever. Jeg ved godt at man ikke boer kalde elever dumme, men naar man har oevet en dialog i fem-ti minutter, deres laerer har oversat den og man har skrevet den ned paa tavlen, med kinesisk oversaettelse, og der saa stadig er elever der spoerger med deres mest forundrede stemme "shenme yisi" (hvilken betydning) saa begynder man altsaa at taenke sit. Et andet problem er den generelle niveau forskel. Der er simpelthen kolossal forskel klasserne og eleverne imellem. Mens Casper har ventet paa nyt fra Huinan har han undervist 5 aarige i en boernehave - boernene der er bedre end eleverne i Lina's 6. klasser!

Heldigvis er det som regel rart at vaere paa skolen, det er fx svaert ikke at blive lidt opmuntret naar alle boern der gaar forbi en vinker og raaber "Hello teacher", eller naar man skal skrive autografer i elevernes boeger efter timerne (indroemmet: det kan ogsaa vaere anstrengende til tider).

I det hele taget kan man godt vaere forberedt paa at tiltraekke sig lidt opmaerksomhed som udlaending i Changghun, og det er egentlig ikke saa maerkeligt for udover de faa andre laerere fra Star Adult Internationel vi har moedt, saa er det eneste sted jeg har set udlaendinge en bar kaldet Mayflower hvor bestyreren er canadier. Det kan selvfoelgelig vaere belastende med den megen opmaerksomhed, men hvis man fx gaar alene ind paa en resaurant er det ogsaa en fremragende maade at oeve sit kinesiske paa, for naar de finder ud af at man kan lidt kinesisk, gaar der ikke lang tid foer man er involveret i noget der ligner en samtale med mindst et par stykker af de andre gaester. Jeg bliver desvaerre noedt til at skrive ligner en samtale, for det er stadigvaek meget, meget basalt hvad jeg er i stand til at forstaa og kommunikere. Det er frustrerende ikke at kunne mere, naar man synes at man har lagt en stor indsats i at laere sproeget, men troesten er at de faa ting jeg rent faktisk kan, er absolut essentielle for at kunne begaa sig herovre. Det er dog lykkedes mig at blive venner med en taxa chauffoer, og i gaar var der pludselig en der raabte "hey kelisituofu" (mit kinesiske navn) efter mig paa gaden, det var ejeren af en af de restauranter jeg havde vaeret paa.

Fra emnet samtale med kinesere er det naturligt at gaa videre til kinesisk kultur, for kulturforskellen slaar i hvert fald ogsaa igennem naar man snakker med folk, fx er "hvor meget man tjener om maaneden" noget af det foerste man bliver spurgt om naar man indleder en samtale - jeg tror at det ville blive opfattet som rimeligt, rimeligt maerkeligt i Danmark. For at starte med de vaner som kinesere er kendt for at have, kan jeg bekraefte at kineserne baade smasker og boevser paa livet loes i restauranterne, og det med at de spytter hvor de gaar og staar er desvaerre ogsaa sandt. Et diskret spyt paa gaden ville paa ingen maade gaa mig paa, men naar det foregaar paa den maade at man bliver noedt til at foretage en lynsnar undvigemanoevre, for at undgaa at blive ramt af den gulgroenne blanding, som den modgaaende kvinde affyrer efter paa synlig og hoerlig vis at have opsamlet den igennem et halvt minuts tid, saa synes jeg at graensen er naaet. At det saa ikke kun er udenfor at afskaffelsen af overfloedigt mundvand foregaar, er ikke ligefrem med til at goere det mere appetitligt.

Heldigvis er stivfrosne snotklatter nogenlunde det eneste man skal traede uden om naar man gaar paa gaden. Paa trods af at kineserne smider deres skrald paa gaden med en saadan selvfoelgelighed, at man overvejer om de simpelthen aldrig har overvejet hvad formaalet med de metalcylindere der er placeret rundt omkring paa fortovet er, saa er der forbloeffende rent overalt. Min teori er at kineserne udmaerket godt er klar over, at det ikke er for ingen ting at metalcylinderne har faaet navnet "skraldespand", men at de ved at smide skrald hvorend de gaar forsoeger at forbedre arbejdsloeshedsstatistikkerne. Faktum er i hvert fald at der er en haer af, ja rigtigt gaettet, kvinder ansat til at rende rundt med en riskost og et forvokset fejeblad til at feje op efter folk. Og det er tilsyneladende en opgave som bystyret tager rimeligt serioest, i Beijing har der i hvert fald vaeret en eller anden, som har syntes at var absoult noedvendigt at have en kvinde til at gaa og feje foran Tiananmen klokken tolv nytaarsaften.

Der er heller ingen hundelorte paa fortovet :) men det skyldes jo nok at de aeder hundene i stedet. Her er faktisk ufatteligt mange hunderestauranter, og saa vidt vi har forstaaet skyldes det indflydelsen fra det naerliggende Korea.

Jeg er glad for at Kina ikke har udvekslingsaftaler med Danmark, for saa vidt jeg ved saa ligger der en doedsdom og venter paa mig derhjemme. Mit eneste haab er at det faktum at min forbrydelse var uagtssom og at domsmyndigheden er min soester, vil kunne omstoede dommen til en betinget dom. Jeg kan i hvert fald roligt sige at jeg ikke vil begaa den samme forbrydelse igen. Som det som regel foregaar hernede, saa bestilte vi en ret i blinde fra et menukort - jeg forstod kun at det var en Jilin special dish af en art, jeg havde dog tjekket at der ikke stod noget med hund. Retten bestod af noget vi tror var fiskeboller, og saa det vi bagefter fandt ud af var hundekoedsboller. Det smagte overraskende nok ikke saerligt godt.

Heldigvis er der en del gode og billige restauranter omkring vores lejligheder, og det lader til at kebabs af en hver art er det helt store heropppe nordpaa. De koster fra 25 oerer til et par kroner stykket og man kan faa dem med alverdens koed/indvolde/groentasager - sjovt og ofte velsmagende at udforske.

I aften har vi vores foerste mandarin lektioner heroppe, men jeg maa jo nok vaere forberedt at flertallet, som intet mandarin kan, kommer til at bestemme niveauet. Jeg vil smutte nu, for der er baade lesson plans og mandarin studier som venter. Jeg vil proeve snart faa lagt nogle billeder ud, men jeg vil ikke love noget.

Jeg kom vist til at skrive sidste gang at vi ville faa foerste undervisningsdag udskudt til d. 10 marts.... det holdt selvfoelgelig ikke stik. Vi indvilligede paa at undervise igaar, mandag, mod at vi saa ville faa vores lejlighed om eftermiddagen samme dag.
Jeg underviser 2. og 3. klasser hvilket vist i princippet er OK. Problemet er bare at de larmer hele tiden, de forstaar naesten ikke noget engelsk, er generte og niveauforskellen klasserne imellem er STOR - og saa er der selvfoelgelig klassestoerrelsen paa ca. 50 elever. Desuden er der nogle af de saakaldte assistenter der er overordentligt svaere at holde i deres roller som assistenter: enten fungerer de naermest som simultanoversaettere (mindre smart naar man gerne vil laere eleverne at forstaa engelsk) eller ogsaa gaar de ind og overtager klassen hvis de kan oejne en chance. Her i den foerste uge har jeg, selvfoelgelig, ikke faaet noget materiale at undervise udfra, saa jeg skal saadan set bare finde paa noget selv. Lyder maaske nemt, men eleverne er bare saa ubekendte med lege at de enten gaar fuldstaendig i baglaas eller totalt amok hver gang man proever at introducere en leg. Trods de forskellige problemer forloeb foerste dags undervisning faktisk rimeligt godt for mig.
Om eftermiddagen skulle vi saa flytte ind i "lejligheden". Vi fik alle fire med stort besvaer pakket vores bagage og saa koert ud til den vaerste moeglejlighed jeg laenge har set - de brugte halvraadne porrer som isolering! Det vaerste ved det var naesten at firmaet godt vidste at det var noget skidt, og at de naeppe ville faa os til at bo der, men de skulle bare vise os et eller andet, for det havde vi jo aftalt. Nu lyder det som om at de vil skaffe os en rimeligt god lejlighed, men der er ikke rigtig nogen der ved hvor lange udsigterne er.
I mellemtiden fortsaetter vores lejerliv paa "hotellet" og vi maa tage en taxa til skole hver dag, hvilket tager ca. en time - hovedsageligt pga. morgen myldretid og resterne fra snestormen. I dag er det fire dage siden at jeg har haft mulighed for at gaa i bad, og saadan noget som toejvask kan vi vist komme til at vente laenge paa.
I dag havde jeg en klasse hvor der sad en dreng og graed nede bagerst i klassen i samfulde 40 minutter, den kinesiske laerer proevede at tage sig af ham, men det lykkedes vist ikke rigtig. Lydnivauet steg og steg timen igennem og hen imod slutningen kunne jeg daarligt nok hoere min egen stemme. Det var mildest talt svaert at faa boernene til at koncentrere sig om noget som helst.
Og nej, vejret er heller ikke ligefrem med os. Temperaturen i Changchun lige nu er - 11 grader om dagen, og der sidder biler fast i sneen over alt. Jeg ved ikke hvor koldt der er paa vores hotel, men jeg ville ikke blive overrasket hvis hvis jeg fandt frossent vand i haandvaskene.
Jeg har en enkelt god nyhed for os heroppe i Sibirien: vores skole har ikke nogen egentlig kantine, saa vi vil faa en food allowance paa 500 RMB om maaneden. Vi kommer nok til at spaede lidt til selv, men det er i hvert fald bedre end at skulle betale det hele selv fordi man ikke kan udholde maden i ens kantine.
Det har heldigvis vist sig at Normans manglende entusiasme for hans job er til vores fordel - han opfoerer sig nemlig mere som en ven end som en forretningsmand. Fx saa fraraadede Norman os, off the record selvfoelgelig, at tage lejligheden og hvis vi skal bruge hjaelp til et eller andet er han altid klar - primaert fordi han hellere vil haenge ud med os end at sidde paa sit kontor og arbejde.
Jeg boer nok ogsaa give lidt generel information om stedet her, saa her kommer det:
Byen jeg bor i hedder Changchun, hvilket betyder "langt foraar". Der bor 7 millioner mennesker i Changchun omraadet, heraf 3 millioner i selve byen. Paa grund af byens mange parker er Changchun kendt som "skovbyen"; 39 procent af byen skulle bestaa af groenne omraader og Asiens stoerste menneskeskabte skov er at finde her. Selvom der har vaeret bosaettelser i omraadet i 5.000 aar saa er Changchun kun ca. 200 aar gammel, og byen havde ikke nogen saerlig betydning foer den transsibiriske jernbane naaede hertil. Efter at japanerne besatte det nordoestlige Kina i 1930'erne blev eks-kejser Puyi indsat som marionetkejser over den til formaalet oprettede stat Manchuguo. Puyi havde sin residens i Changchun. I dag er Changchun primaert kendt for sin bil- og film industri. Kinas foerste hjemmefremstillede biler blev konstrueret i Changchun, og bilindustrien skulle efter sigende beskaeftige en sjettedel af byens befolkning.
Changchun er hovedbyen i provinsen Jilin, som betyder noget i retning af "lykke skov". Det er ret begraenset med gammel kultur i Jilin, men der skulle vaere nogle pyramide lignendene ruiner fra det fjerde aarhundrede der nok er vaerd at se. Hovedattraktionen i Jilin er dog Changbai Shan naturparken. Changbai Shan (evigt hvidt bjerg) er et kaempe bjerg kompleks som ligger paa graensen til Nordkorea (eller som det kaldes i den lokale guidebog: The Democratic Republic of Korea), og det er centrum for Kinas stoerste naturpark. Det skulle vaere et enormt smukt omraade, og hvis man er heldig kan man faa et glimt af en sibirisk tiger - eller blive skudt fordi man er vandret ind over den umarkerede graense til Nordkorea.
Nu vil jeg ikke spilde mere af jeres tid paa news from the north. Haaber I har det godt derhjemme :-)

Hilsen fra Changchun.
Nu er det snart en uge siden at vi forlod Beijing, og det virker som om at det er her at "Hey, this is China" for alvor begynder at faa betydning.
Mandag eftermiddag blev vi hentet af to maend, Richard og Norman, fra Changchun Star Adult Education (det er dem der formidler kontakten med skolerne i Jilin). Efter en god koreansk middag tog vi nattoget til Changchun og det tog heldigvis kun 8 timer (vi havde hoert 12 timer nogen steder). I modsaetning til hvad vi havde forventet saa kom vi ikke ud paa skolerne med det samme, men vi bliver istedet samlet paa et hotel i Changchun. Hotellet i Changchun er et statshotel hvilket betyder at man ikke kan bo der som almindelig person, og at standarden er rimeligt ringe - fx er vandvarmeren ude af funktion for tiden.
Der lader til at vaere praktisk talt ingen styr paa hvad der sker heroppe. Vi har haft et par informationssessioner der forloeber paa foelgende maade: Norman staar og tripper lidt og siger at han ikke helt ved hvad han skal sige, saa spoerger han om der er nogen spoergsmaal, dem er der selvfoelgelig masser af. men man holder efterhaanden op med at spoerge for svaret paa selv de mest basale spoergsmaal er at det ved de ikke endnu.
Eftermiddagen paa ankomstdagen fik os fire der bliver i Changchun, at vide at vi skulle ud paa skolen naeste formiddag for at blive interviewet og forestaa en proevetime. De kunne fortaelle os saa meget at eleverne ville vaere et sted mellem 8 og 16 aar - det burde jo vaere nemt at forberede sig paa. Oveni viste det sig at probelemet reelt var at firmaet her ogsaa havde en amerikansk laerer, som skolen selvfoelgelig hellere ville have.
Paa selve dagen var vi selvfoelgelig mega smadrede fordi vi havde sovet daarligt de tre sidste doegn, og vi havde ikke mulighed for at tage et bad paa hotellet. Da vi kom til skolen var der selvfoelgelig ikke nogen elever da der er ferie nu, men saa havde vi da bare faaet en klasse fuld af laerere istedet - super fedt!
Vi fik at vide at vi bare skulle forberede et kvarters undervisning, hvilket vi begyndte at forberede, men heldigvis fik Richard dem overtalt til bare at hoere vores plan for timen istedet for at lave egentlig undervisning. Bagefter var der lidt parlamenteren, hvor jeg da kunne fatte saa meget at de kun ville have 3 af os, men Richard fik gjort det klart at vi var et team og til sidst indvilligede skolen. Jeg var godt nok ogsaa blevet muggen paa firmaet hvis de havde kasseret en af os, for problemet var ikke vores praestation - de forhandlede nemlig faerdigt foer alle havde fremlagt, men at de simpelthen kun ville have tre laerere.
Meningen med den lille uge her i Changchun inden vi efter planen skal starte med at undervise imorgen, skulle vaere at give os tid til at falde til i lejligheden, snakke med skolerne og vores assistent, samt at gennemgaa det materiale vi skal undervise udfra. Indtil videre har ingen af os saa meget som set vores lejlighed, og efter hvad vi har hoert er den end ikke faerdig endnu. Vores kontakt med skolen har indtil videre vaeret begraenset til det kvarters time planlaegning vi lavede paa andendagen.
I forgaars skulle vi efter planen have vaeret paa skitur i naerheden af Changchun, men paa grund af den relativt varme vinter var der desvaerre ingen sne :( I dag er det til gengaeld begyndt at sne i Changchun. og det er jo skoent naar man har pakket fodtoej som om man skulle til Shanghai.
I gaar ringede vi til WTC's mand i Beijing, og han blev mildest talt pissed over forholdene heropppe. Det lader til at han har faaet vores foerste undervisningsdag udskudt til d.10.
Jeg skriver noget mere naar jeg har lidt flere positive ting at fortaele, og naar jeg finder en internet cafe hvor mine fingre ikke er ved at fryse af naar jeg skriver.