Nu er det naesten en maaned siden at jeg kom til Changchun, og to en halv uge siden at jeg startede med at undervise. Jeg har vaeret lidt tavs paa det seneste, hvilket skyldes at jeg endelig fik min lejlighed onsdag d. 7., og at internet cafeerne i det omraade ikke vil lade mig skrive paa min blog. Denne her tekst har jeg faaet mine foraeldre til at publicere.

Udover at det selvfoelgelig var et rigtigt stort skridt fremad at faa min lejlighed, saa er tingene ogsaa mere generelt begyndt at gaa den rigtigt vej. I sidste uge var to af WTCC's maend heroppe for at kigge lidt paa de forskellige problemer, og jeg tror at det meste er blevet loest nu. Jeg mangler stadigvaek en vaskemaskine, men de har lovet at den er paa vej, og under alle omstaendigheder er det noget som man kan leve uden. Efter at have proevet at prakke den foerste lorte lejlighed paa os, virker det som om at firmaet har forstaaet at vi er her paa nogle lidt andre betingelser end dem de har vaeret vant til at beskaeftige sig med - de nye lejligheder er i hvert fald rimeligt gode efter kinesiske standarder. Min lejlighed er i princippet beregnet til to personer, men grunden til at jeg kalder den min alligevel er at det stortset kun har vaeret mig der boede der. I foerste omgang var det meningen at jeg skulle have boet der sammen med en der hedder Chris, men fordi han absolut ikke var begejstret for Changchun og fordi Star Adult International ikke havde kunnet finde en skole til ham, fik WTCC arrangeret at han kom tilbage til Beijing for at arbejde paa en skole der. Paa grund af et knivstikkeri mod en udlaending i Huinan, den by som fire af de andre drenge skulle til, havde regeringen naegtet udlaendinge indrejse til byen, og de fire drenge havde derfor vaeret noedt til at blive paa hotellet. Boys will be boys, og efter to uger paa et koldt hotel med absolut intet at lave udover at se DVD film, synes hotellet (som Star Adult International foroevrigt havde fortalt WTCC var et fem stjernet hotel) at drengene var blevet lidt for larmende og de blev derfor smidt ud. Casper, min roomie fra Beijing, flyttede derfor med ind i lejligheden et par dage efter mig, men da han er kaereste med en af pigerne i den anden lejlighed er jeg i praksis stadig alene om lejligheden. Inden laenge vil jeg ogsaa paa papiret vaere alende om den, for eftersom forbuddet mod indrejse i Huinan ser ud til at blive langvarigt, bliver han sendt ned sydpaa sammen med de tre andre drenge.

Min lejlighed ligger i oestdelen af Changchun i noget kaldet Erdao district. Inden vi flyttede var vi blevet forberedt paa at lejligheden snildt kunne komme til at ligge en halv times taxi koersel fra skolen, men heldigvis er der kun ca. et kvarters gang, saa det er jo rimeligt optimalt :) Udover et stort supermarked og atomkraftvaerket, som ogsaa ligger et kvarters gang vaek, er der ikke saa meget at se i omraadet. Der er en masse smaa restauranter og supermarkeder/kiosker, men derudover er omraadet primaert praeget af at der foregaar en masse nedrivningsarbejde og nybyggeri. Heldigvis er der ikke saa langt til centrum af Changchun, saa jeg tror ikke at vi kommer til at foele os isolerede.

Jeg er efterhaanden ved at falde til i en god rytme paa skolen, som det er nu er mit skema med sine 22 lektioner ikke naer saa stort som det kunne vaere, og vi tror/haaber ikke at der kommer flere lektioner til. Det stoerste problem med hensyn til at undervise er uden tvivl klassestoerrelsen paa 50-60 elever. Der skal ufatteligt lidt mumlen til for at forvandle klassevaerelsen til et ulideligt stoejinferno, og nej, jeg er ikke nogen fan af kaeft trit og retning, men jeg forstaar altsaa godt at laererne er noedt til at tage nogle lidt andre midler i brug end derhjemme. Derudover er der selvfoelgelig de dumme elever. Jeg ved godt at man ikke boer kalde elever dumme, men naar man har oevet en dialog i fem-ti minutter, deres laerer har oversat den og man har skrevet den ned paa tavlen, med kinesisk oversaettelse, og der saa stadig er elever der spoerger med deres mest forundrede stemme "shenme yisi" (hvilken betydning) saa begynder man altsaa at taenke sit. Et andet problem er den generelle niveau forskel. Der er simpelthen kolossal forskel klasserne og eleverne imellem. Mens Casper har ventet paa nyt fra Huinan har han undervist 5 aarige i en boernehave - boernene der er bedre end eleverne i Lina's 6. klasser!

Heldigvis er det som regel rart at vaere paa skolen, det er fx svaert ikke at blive lidt opmuntret naar alle boern der gaar forbi en vinker og raaber "Hello teacher", eller naar man skal skrive autografer i elevernes boeger efter timerne (indroemmet: det kan ogsaa vaere anstrengende til tider).

I det hele taget kan man godt vaere forberedt paa at tiltraekke sig lidt opmaerksomhed som udlaending i Changghun, og det er egentlig ikke saa maerkeligt for udover de faa andre laerere fra Star Adult Internationel vi har moedt, saa er det eneste sted jeg har set udlaendinge en bar kaldet Mayflower hvor bestyreren er canadier. Det kan selvfoelgelig vaere belastende med den megen opmaerksomhed, men hvis man fx gaar alene ind paa en resaurant er det ogsaa en fremragende maade at oeve sit kinesiske paa, for naar de finder ud af at man kan lidt kinesisk, gaar der ikke lang tid foer man er involveret i noget der ligner en samtale med mindst et par stykker af de andre gaester. Jeg bliver desvaerre noedt til at skrive ligner en samtale, for det er stadigvaek meget, meget basalt hvad jeg er i stand til at forstaa og kommunikere. Det er frustrerende ikke at kunne mere, naar man synes at man har lagt en stor indsats i at laere sproeget, men troesten er at de faa ting jeg rent faktisk kan, er absolut essentielle for at kunne begaa sig herovre. Det er dog lykkedes mig at blive venner med en taxa chauffoer, og i gaar var der pludselig en der raabte "hey kelisituofu" (mit kinesiske navn) efter mig paa gaden, det var ejeren af en af de restauranter jeg havde vaeret paa.

Fra emnet samtale med kinesere er det naturligt at gaa videre til kinesisk kultur, for kulturforskellen slaar i hvert fald ogsaa igennem naar man snakker med folk, fx er "hvor meget man tjener om maaneden" noget af det foerste man bliver spurgt om naar man indleder en samtale - jeg tror at det ville blive opfattet som rimeligt, rimeligt maerkeligt i Danmark. For at starte med de vaner som kinesere er kendt for at have, kan jeg bekraefte at kineserne baade smasker og boevser paa livet loes i restauranterne, og det med at de spytter hvor de gaar og staar er desvaerre ogsaa sandt. Et diskret spyt paa gaden ville paa ingen maade gaa mig paa, men naar det foregaar paa den maade at man bliver noedt til at foretage en lynsnar undvigemanoevre, for at undgaa at blive ramt af den gulgroenne blanding, som den modgaaende kvinde affyrer efter paa synlig og hoerlig vis at have opsamlet den igennem et halvt minuts tid, saa synes jeg at graensen er naaet. At det saa ikke kun er udenfor at afskaffelsen af overfloedigt mundvand foregaar, er ikke ligefrem med til at goere det mere appetitligt.

Heldigvis er stivfrosne snotklatter nogenlunde det eneste man skal traede uden om naar man gaar paa gaden. Paa trods af at kineserne smider deres skrald paa gaden med en saadan selvfoelgelighed, at man overvejer om de simpelthen aldrig har overvejet hvad formaalet med de metalcylindere der er placeret rundt omkring paa fortovet er, saa er der forbloeffende rent overalt. Min teori er at kineserne udmaerket godt er klar over, at det ikke er for ingen ting at metalcylinderne har faaet navnet "skraldespand", men at de ved at smide skrald hvorend de gaar forsoeger at forbedre arbejdsloeshedsstatistikkerne. Faktum er i hvert fald at der er en haer af, ja rigtigt gaettet, kvinder ansat til at rende rundt med en riskost og et forvokset fejeblad til at feje op efter folk. Og det er tilsyneladende en opgave som bystyret tager rimeligt serioest, i Beijing har der i hvert fald vaeret en eller anden, som har syntes at var absoult noedvendigt at have en kvinde til at gaa og feje foran Tiananmen klokken tolv nytaarsaften.

Der er heller ingen hundelorte paa fortovet :) men det skyldes jo nok at de aeder hundene i stedet. Her er faktisk ufatteligt mange hunderestauranter, og saa vidt vi har forstaaet skyldes det indflydelsen fra det naerliggende Korea.

Jeg er glad for at Kina ikke har udvekslingsaftaler med Danmark, for saa vidt jeg ved saa ligger der en doedsdom og venter paa mig derhjemme. Mit eneste haab er at det faktum at min forbrydelse var uagtssom og at domsmyndigheden er min soester, vil kunne omstoede dommen til en betinget dom. Jeg kan i hvert fald roligt sige at jeg ikke vil begaa den samme forbrydelse igen. Som det som regel foregaar hernede, saa bestilte vi en ret i blinde fra et menukort - jeg forstod kun at det var en Jilin special dish af en art, jeg havde dog tjekket at der ikke stod noget med hund. Retten bestod af noget vi tror var fiskeboller, og saa det vi bagefter fandt ud af var hundekoedsboller. Det smagte overraskende nok ikke saerligt godt.

Heldigvis er der en del gode og billige restauranter omkring vores lejligheder, og det lader til at kebabs af en hver art er det helt store heropppe nordpaa. De koster fra 25 oerer til et par kroner stykket og man kan faa dem med alverdens koed/indvolde/groentasager - sjovt og ofte velsmagende at udforske.

I aften har vi vores foerste mandarin lektioner heroppe, men jeg maa jo nok vaere forberedt at flertallet, som intet mandarin kan, kommer til at bestemme niveauet. Jeg vil smutte nu, for der er baade lesson plans og mandarin studier som venter. Jeg vil proeve snart faa lagt nogle billeder ud, men jeg vil ikke love noget.