Jeg kom vist til at skrive sidste gang at vi ville faa foerste undervisningsdag udskudt til d. 10 marts.... det holdt selvfoelgelig ikke stik. Vi indvilligede paa at undervise igaar, mandag, mod at vi saa ville faa vores lejlighed om eftermiddagen samme dag.
Jeg underviser 2. og 3. klasser hvilket vist i princippet er OK. Problemet er bare at de larmer hele tiden, de forstaar naesten ikke noget engelsk, er generte og niveauforskellen klasserne imellem er STOR - og saa er der selvfoelgelig klassestoerrelsen paa ca. 50 elever. Desuden er der nogle af de saakaldte assistenter der er overordentligt svaere at holde i deres roller som assistenter: enten fungerer de naermest som simultanoversaettere (mindre smart naar man gerne vil laere eleverne at forstaa engelsk) eller ogsaa gaar de ind og overtager klassen hvis de kan oejne en chance. Her i den foerste uge har jeg, selvfoelgelig, ikke faaet noget materiale at undervise udfra, saa jeg skal saadan set bare finde paa noget selv. Lyder maaske nemt, men eleverne er bare saa ubekendte med lege at de enten gaar fuldstaendig i baglaas eller totalt amok hver gang man proever at introducere en leg. Trods de forskellige problemer forloeb foerste dags undervisning faktisk rimeligt godt for mig.
Om eftermiddagen skulle vi saa flytte ind i "lejligheden". Vi fik alle fire med stort besvaer pakket vores bagage og saa koert ud til den vaerste moeglejlighed jeg laenge har set - de brugte halvraadne porrer som isolering! Det vaerste ved det var naesten at firmaet godt vidste at det var noget skidt, og at de naeppe ville faa os til at bo der, men de skulle bare vise os et eller andet, for det havde vi jo aftalt. Nu lyder det som om at de vil skaffe os en rimeligt god lejlighed, men der er ikke rigtig nogen der ved hvor lange udsigterne er.
I mellemtiden fortsaetter vores lejerliv paa "hotellet" og vi maa tage en taxa til skole hver dag, hvilket tager ca. en time - hovedsageligt pga. morgen myldretid og resterne fra snestormen. I dag er det fire dage siden at jeg har haft mulighed for at gaa i bad, og saadan noget som toejvask kan vi vist komme til at vente laenge paa.
I dag havde jeg en klasse hvor der sad en dreng og graed nede bagerst i klassen i samfulde 40 minutter, den kinesiske laerer proevede at tage sig af ham, men det lykkedes vist ikke rigtig. Lydnivauet steg og steg timen igennem og hen imod slutningen kunne jeg daarligt nok hoere min egen stemme. Det var mildest talt svaert at faa boernene til at koncentrere sig om noget som helst.
Og nej, vejret er heller ikke ligefrem med os. Temperaturen i Changchun lige nu er - 11 grader om dagen, og der sidder biler fast i sneen over alt. Jeg ved ikke hvor koldt der er paa vores hotel, men jeg ville ikke blive overrasket hvis hvis jeg fandt frossent vand i haandvaskene.
Jeg har en enkelt god nyhed for os heroppe i Sibirien: vores skole har ikke nogen egentlig kantine, saa vi vil faa en food allowance paa 500 RMB om maaneden. Vi kommer nok til at spaede lidt til selv, men det er i hvert fald bedre end at skulle betale det hele selv fordi man ikke kan udholde maden i ens kantine.
Det har heldigvis vist sig at Normans manglende entusiasme for hans job er til vores fordel - han opfoerer sig nemlig mere som en ven end som en forretningsmand. Fx saa fraraadede Norman os, off the record selvfoelgelig, at tage lejligheden og hvis vi skal bruge hjaelp til et eller andet er han altid klar - primaert fordi han hellere vil haenge ud med os end at sidde paa sit kontor og arbejde.
Jeg boer nok ogsaa give lidt generel information om stedet her, saa her kommer det:
Byen jeg bor i hedder Changchun, hvilket betyder "langt foraar". Der bor 7 millioner mennesker i Changchun omraadet, heraf 3 millioner i selve byen. Paa grund af byens mange parker er Changchun kendt som "skovbyen"; 39 procent af byen skulle bestaa af groenne omraader og Asiens stoerste menneskeskabte skov er at finde her. Selvom der har vaeret bosaettelser i omraadet i 5.000 aar saa er Changchun kun ca. 200 aar gammel, og byen havde ikke nogen saerlig betydning foer den transsibiriske jernbane naaede hertil. Efter at japanerne besatte det nordoestlige Kina i 1930'erne blev eks-kejser Puyi indsat som marionetkejser over den til formaalet oprettede stat Manchuguo. Puyi havde sin residens i Changchun. I dag er Changchun primaert kendt for sin bil- og film industri. Kinas foerste hjemmefremstillede biler blev konstrueret i Changchun, og bilindustrien skulle efter sigende beskaeftige en sjettedel af byens befolkning.
Changchun er hovedbyen i provinsen Jilin, som betyder noget i retning af "lykke skov". Det er ret begraenset med gammel kultur i Jilin, men der skulle vaere nogle pyramide lignendene ruiner fra det fjerde aarhundrede der nok er vaerd at se. Hovedattraktionen i Jilin er dog Changbai Shan naturparken. Changbai Shan (evigt hvidt bjerg) er et kaempe bjerg kompleks som ligger paa graensen til Nordkorea (eller som det kaldes i den lokale guidebog: The Democratic Republic of Korea), og det er centrum for Kinas stoerste naturpark. Det skulle vaere et enormt smukt omraade, og hvis man er heldig kan man faa et glimt af en sibirisk tiger - eller blive skudt fordi man er vandret ind over den umarkerede graense til Nordkorea.
Nu vil jeg ikke spilde mere af jeres tid paa news from the north. Haaber I har det godt derhjemme :-)