Godt nytaar!!!
Saa er vi traadt ind i grisens aar hernede, og jeg maa aerligt talt tilstaa at jeg er lidt skuffet over kinesernes maade at skyde det nye aar ind paa. Som jeg skrev sidste gang var vi blevet stillet fire dages uafbrudt fest og fyrvaerkeri i udsigt... virkeligheden viste sig at blegne rimeligt meget i forhold til hvad vi kan praestere i fx Koebenhavn. Jyderne var imidlertid imponerede ;)
Til kinesernes forsvar skal det dog siges at vi stod inde foran Tiananmen da klokken blev tolv, og der blev tilsyneladende iagttaget et strengt fyrvaerkeri forbud. For de mennesker der var moedt op derinde var vi faktisk den stoerste attraktion, da vi paa slaget tolv fremfoerte foerst "en lille and med vinger" og dernaest "vaer vellkommen herrens aar" staaende lige foran Maos fjaes paa Tiananmen.
Om formiddagen nytaarsaftensdag var vi paa trods af toemmermaend (vi havde jo fri fire dage i traek) staaet op og havde lavet den traditionelle kinesiske nytaars ret: dumplings. Det foregik nede i en slags gildesstue i kaelderen med en konstant kvaernende "Clementine" muzak i baggrunden. Det viste sig senere at muzaken i virkeligheden var musikken til en karaokeversion af en kinesisk nytaars sang med melodien fra "Clementine". Behoever jeg tilfoeje at efter halvanden time i det rum havde man lyst til at goere noget ret drastisk ved karaokeanlaegget.
Den tredje dag i nytaars ferien var vi paa tur i Beijing. Foerste stop var nogle traditionelle hutong'er (smaa kinesiske gaardhaver) hvor vi foerst blev koert ind af en gruppe rickshaws, og derefter blev vi vist rundt af ejeren i en af hutong'erne. Fint nok at se, men lignede lidt for meget et museum til at vaere rigtigt interessant. Derefter tog vi til trommetaarnet som sammen med klokketaarnet plejede at varsko byens folk om alt fra lukning af byporten til brand og krig. Der overvaerede vi en af de jaevnlige trommekoncerter.
Inden frokost havde vi lige tid til at besoege et tehus og faa praesenteret en raekke forskellige typer the. Det var fint at faa lidt info om kinesisk the kultur, og rigtigt dejligt at vi tog derhen som en gruppe, saa vi ikke risikerede at blive afkraevet 500 yuan for en session som nogen har vaeret udefor.
Frokosten udgjordes af Mongolian hotpot. Mongolian hotpot er helt basalt en slags fondue, men bare med den lille forskel at der bruges vand istedet for olie. Forskellen viser sig desvaerre at have ret stor betydning for smagen, for sjovt nok saa smager bacon som er kogt i vand ret meget ligesom bacon som er kogt i vand - dvs. kedeligt.
Om aftenen var vi i Peking operaen og det var lidt af en oplevelse... I skal aldrig saa meget som taenke paa at tage derind!!! Gudskelov havde vi ikke faaet en af de lange forestillinger paa 4-5 timer, men slap med soelle fem kvarter. Vores forestilling var delt op i to dele. Foerste del var et drama fra de stridende staters periode om en konge og hans dronning som (tak gud) begaar selvmord i enden. Jeg har simpelthen aldrig hoert nogen der "sang" saa hoejt skingert og gennemfoert elendigt.
-Jeg indskyder lige en kommentar her: undskylder hvis jeg skriver lidt ukoncentreret lige nu, men en fyr som af nogle kaldes "den hvide neger" sidder og snakker i baasen ved siden af mig, og han er simpelthen utilgiveligt dum at hoere paa. Tag den dummeste smartass person i kender og gang det med tre saa har I ham.-
I anden del var der heldigvis ikke nogen sang, til gengaeld var der masser af virkelig (jeg mener virkelig) daarlig slapstick humor og ikke rigtig nogen historie. Jeg tror serioest at halvdelen af tilskuerne tog sig en morfar paa et eller andet tidspunt under forestillingen.
Dagen efter nytaarsaften kom vi af uransalige aarsager ikke saa tidligt ud af doeren. Da vi endelig kom afsted gik turen til shoppinggaden Wangfujing hvor vi kiggede lidt rundt og fik os noget mad. Bagefter gik vi lidt op og ned af en gade fyldt med madboder, og hvor de ogsaa havde all mulige slags eksotiske snacks. Efter lidt overvejelse endte vi ogsaa med at proeve de sjove ting, og da vi foerst kom i gang gik det saadan set meget nemt. Af de ting vi fik var cikade det eneste der var lidt slemt - der var lige lovlig meget bloed krop i den. Resten dvs. skorpion, guldsmed og faarekylling smagte saadan set meget fint. Vi fik ogsaa helstegt babyhaj, og det er fandeme en smart spise: der er ingen ben i den, og rygraden kan bruges til at holde hajen naar man spiser den.
Min maerkelige madvarer tjekliste omfatter nu cikade, guldsmed, faarekylling, skorpion, slange, grisemave, hoensefoedder og soeagurk.
Jeg fortalte sidste gang at jeg har faaet aendret min placering fra Shanghai til Jilin-provinsen. Der er nu kommet lidt flere detaljer, selvom maengden af information stadigvaek er minimal. Jeg har faaet navnet paa den skole hvor jeg skal undervise, og faaet at vide hvem der ellers skal vaere der, men det er saadan set ogsaa det. Information om skolen og hvilken aldersgruppe jeg skal undervise er der ikke noget af, og jo skolen har en hjemmeside, men mit kinesisk mangler stadig lige lidt finpudsning foer at jeg kan faa noget ud af den. Byen jeg skal til hedder Changchun, og det er provinshovedstaden i Jilin.
Derudover har vi faaet vores kontrakt og til alles store overraskelse staar der i den at vi er ansat helt til den 31. juli. Det viste sig at vaere et worst case scenario - vi bliver hoejst sandsynligt faerdige foer, men jeg har efterhaanden hoert saetningen "hey, this is China" saa mange gange at jeg har faaet det indtryk at worst case scenario snarere er reglen end undtagelsen. Hvis det er tilfaeldet faar jeg nok ikke rejst saa meget bagefter :(
Saa lykkedes det mig endelig at uploade lidt billeder for nogle dage siden, og ja jeg ved godt at udvalget er lille og kvaliteten ringe, men det tog mig i hvert fald en time at uploade de billeder der ligger her.
Klokken er mange og computerrummet lukker lige om lidt, saa jeg slutter for denne gang.

Jeg kan faktisk godt anbefale skorpioner.


















Et par andre delikatesser: babyhaj og slange.

Et eksempel paa kinesisk elektrikerarbejde (det ser faktisk saadan ud over det hele).



















Der synes ikke at vaere graenser for hvad der kan transporteres paa en cykel.



















Mig, Soeren, Julie og Helle paa en lille baggaards snask.














Gruppebillede foran Tiananmen nytaarsaften.
Pigen laengst til hoejre hedder Lina og vi skal vaere paa skole sammen. Drengen til venstre er min vaerelseskammerat Casper og han skal til den samme provins som os.












Et udvalg af laekkerierne som tilbydes fra madboderne.

Der koebes friske forsyninger inden vi skal besoege Sommerpaladset.













Den udtoerrede Kunming soe ved sommerpaladset.














En muslingesamler paa soebunden.














Enkejserinde Cixi's marmorbaad.













Den centrale pavillion i sommerpaladset.

Foerste glimt af Den Kinesiske Mur.














Mere mur.














Troels og Mathias, to af de andre danskere.














Min vaerelseskammerat Casper paa vores vaerelse.













Den store kalligraf Christoffer i aktion.

Endnu en roed bygning med gult tag fra den forudte by.












Aandevejen som foerer hen til Ming gravene.














En af vagterne paa aandevejen.



















Den centrale hal ved en af Ming gravene + filmoptagelse i forgrunden.

Foerste morgenmad.













Gruppebillede foran Tiananmen.













Hallen for hoejeste harmoni/vedvarende fred/livslang lykke/jeg kan ikke huske hvad den hed, i den forbudte by.










Tilfaeldigt tempel i den forbudte by.

Hej allesammen.
Til dem der synes at sidste post endte lidt brat, vil jeg sige at jeg kun kan give dem ret. Der var faktisk skrevet en ende til den, og den skulle nu vaere publiceret. Jeg ved ikke praecis hvad der var gaaet galt, men det er nok noget der nemt sker naar man skal navigere rundt paa en side hvor alting staar paa kinesisk.
Nu vi er ved det tekniske, saa er der blevet spurgt om hvordan et kinesisk tastatur egentlig ser ud, og om det ikke snart bliver til noget med de lovede billeder. Det med tastaturet er et godt spoergsmaal og noget som der har vaeret mange forskellige loesninger paa. I starten blev der eksperimenteret med forskellige slags kaempetastaturer med alle tegnene paa, men idag er det et helt almindeligt engelsk tastatur der bliver brugt. En af metoderne til at skrive tegn paa et engelsk tastatur er at skrive teksten som Pinyin (lydskrift) og saa bruge et program til at lave det om til tegn.
Som sagt saa er internethastigheden hernede meget langsom, saa det med billeder kan godt gaa hen og blive lidt besvaerligt. Jeg har dog taenkt mig at proeve naar jeg har faaet lagt nogle billeder over paa en DVD, men jeg kan altsaa ikke love noget.
Som jeg troede at jeg havde skrevet sidste gang, saa tog vi paa et karaoke sted sidste mandag og det var en noget anderledes oplevelse end det tilsvarende i Danmark. I Kina gaar man ikke paa karaokebar og staar sammen med en masse andre og synger, man lejer sit eget rum til den gruppe mennesker man nu er. Vi var ca. 30 mennesker afsted og det berettede os til et 100 kvm. rum med laedersofaer, poolbord, en 2 x 1.5 m storskaerm, to styks 30 tommer fladskaerme, fire mindre fladskaerme, to karaoke computere + selvfoelgelig mad og en myriade af tjenende aander.
Paa trods af at det blev lidt sent den aften praesterede vi faktisk at komme ud og se sommerpaladset dagen efter, og det var godt vi gjorde det. Det nuvaerende sommerpalads blev bygget til erstatning af det oprindelige palads i europaeisk stil, som europaeerne oedelagde under den anden opiumskrig i retfaerdig harme over at kineserne udlagde forhindringer for opiumsimporten. Det nye sommerpalads blev opfoert paa ordre af enkejserinde Cixi, som egentlig oprindeligt var konkubine, for de penge som skulle vaere gaaet til at genopbygge den kinesiske flaade. Man kan diskutere det taktisk smarte i det traek, men sommerpaladset er i hvert fald en ting man skal se naar man er i Beijing, og hvis man er ligeglad med om bygningerne er to eller fem hundrede aar gamle vil jeg endda sige at sommerpaladset er at foretraekke for den forbudte by. Hvis man har valget vil jeg anbefale at se paladset om sommeren, i vinterperioden er den store Kunming soe nemlig toerret ud, og det giver et lidt maerkeligt indtryk.
De sidste fem dage er gaaet med Teaching Practice, og det har aerligt talt vaeret ret anstrengende. Samtidig har vi forskellige opgaver vi skal aflevere saa maengden af fritid har vaeret rimeligt begraenset. Overordnet set tror jeg at TP gik meget godt, saa nu er der i hvert fald en hurdle der er overstaaet.
Udover at vi blev faerdige med TP igaar fik vi ogsaa vores endelige, 99% sikre (ifoelge vores erfaringer er der dog ret stor sandsynlighed for at ramme den ene manglende procent i Kina) placeringer. Og nej, jeg skal ikke til Shanghai alligevel (det er faktisk et faatal der har beholdt deres oprindelige placeringer), men til Jilin. Jilin ligger i "Det barske omraade mod nordoest, kendt i Vesten som Manchuriet og i Kina som DongBei, og som baerer praeg af konflikterne mellem Kina og nabolandene Japan, Rusland og Nordkorea". "I de senere aar har lukningen af statskontrollerede virksomheder kastet moerke skygger ind over industriomraaderne i DongBei - isaer Jilin-provinsen." Desuden er der pissekoldt og ingredienserne i det regionale koekken udgoeres primaert af kaal og faar (nej, ikke lam).
Paa den positive side taeller, at det er nogle af dem som jeg har det bedst med som skal med derop. Desuden er det et Mandarin talende omraade, forhaabentligt barskt paa den smukke maade, og et omraade hvor der (af gode grunde) ikke kommer saa mange vesterlaendinge. Jeg var ret nedtrykt over placeringen i starten, men nu har jeg ligesom affundet mig med det, og det kan sagtens vise sig, at det er os paa randen af Sibirien der faar den fedeste og mest aegte Kina-oplevelse.
Jeg har vist skrevet lidt om maden foer, men nu er det vist tid til naeste kapitel. Af dagens tre maaltider er morgenmaaltidet ikke overraskende det der er svaerest at kapere, og det er da ogsa snart to uger siden at vi (mig og min roommate Casper) udfasede kantinens morgenmad til fordel for nuddelsupper og kaffe paa vaerelset. Det lader til at de fleste andre har prioriteret som os, der var i hvert fald kun otte ud af firs til stede i morges da vi undtagelsesvis lod kantinen staa for dagens foerste maaltid.
Frokosten er fortsat nemmest at klare paa campus, men efterhaanden er vi begyndt at lade andre staa for i det mindste nogle af ugens aftensmaaltider. Det har nemlig vist sig, at kinesisk mad kan laves vaesentligt meget bedre end det skolens restaurant-kantine kan praestere. Mere konkret er vi begyndt at udforske de smaa mikrorestauranter rundt omkring, hvor restauranten bestaar af to borde og otte stole, mutter staar i et kosteskab og laver maden, og fatter staar ude paa gaden og damper dumplings'ene paa en saerlig rist. Det er super god mad, hyggeligt og selv med drikkevarer og mange flere retter end noedvendigt er det umuligt at presse regningen op over 8-9 yuan pr. mand. Det er nok tvivlsomt om koekkenet ville overleve et tjek fra foedevare tilsynet, men maden er altsaa god.
Teknik, og ikke mindst hvad det kan betale sig at ordne med teknik, er ogsaa et interessant emne i Kina. Efter tre uger i vores rum er jeg mere eller mindre overbevist om at grundlaget for min kommende formue skal udgoeres af blandingsbatteri eksport til Kina, for hold da helt op hvor er det svaert at gaa i bad naar vandet enten er brandvarmt eller rigtigt koldt. Det virker desuden ikke som om kineserne er saerligt vant til ting der udloeses af fotoceller, der skal i hvert fald store forklarende skilte til de fleste steder hvor haandvaskene er forsynet med teknik af den kaliber. Det er selvfoelgelig ikke alle steder der har raad til at investere i fotoceller, her er budgetloesningen at have en mand staaende paa toilettet med den ene opgave at taende vandet for en naar man skal vaske haender. Men automatiseringen er paa vej; paa vores del af metroen har de et af de mest avancerede billetsystemer jeg har set. Det sjove er saa at de koerer et system med afrivning af billetterne paa resten af linjen, saa naar man kommer til vores del er der folk ansat til at bytte rundt paa de forskellige billettyper.
Nu staar det kinesiske nytaar for doeren, det sjove er bare at ingen rigtig lader til at vide praecis hvornaar det nye aar indtraeffer. Efter hvad jeg har hoert er den praecise dato ogsaa ret irrelevant, for kineserne helgarderer ved at feste fire dage i traek. Vi er blevet tilbudt at tage paa en tur til en nordlig Qing-dynasti landsby under nytaaret, men da jeg skal tilbringe de naeste fire maaneder nordpaa, og da jeg har en fornemmelse af at nytaar i Beijing er en ret speciel oplevelse, ser jeg ikke den store grund til at bruge en tredjedel af min kommende maanedsloen paa det arrangement. Jeg ved ikke om jeg faar mulighed for at skrive under det kinesiske nytaar, for det lader til at stortset alting lukker ned i de fire dage, men saa maa jeg jo vende frygteligt tilbage i det nye aar.
Haaber i har det godt derhjemme.
PS. Jilin ligger lige under Harbin paa kortet.

Vi har nu vaeret her i halvanden uge, og tingene er blevet lidt mere serioese end de var sidst jeg skrev. Efter en uge med "almindelig" skolegang er vi nu begyndt at forberede os paa vores Teaching Practice timer som vil foregaa fra d. 8 til d. 12 februar. Vi er blevet inddelt i grupper paa tre, og hver af os skal saa varetage en del af de 50 minutter som timen tager. Jeg er i gruppe med Tove og Martin fra henholdsvis Sverige og Danmark, og det virker som om at vi nok skal faa noget fornuftigt ud af det.
I onsdags var vi paa vores foerste faelles tur, som foerte os til Den Kinesiske Mur, Ming Gravene og en jadefabrik.
Efter alt det man har hoert om Den Kinesiske Mur, var det en ret surrealistik oplevelse endelig at staa paa den. Naar det utrolige i Den Kinesiske Mur skal beskrives, bliver der som regel slaaet paa dens status som verdens laengte bygningsvaerk. Det der imidlertid goer muren virkelig ufattelig, er at den samtidig er placeret i noget af det mest utilgaengelige landskab som nordkina har at byde paa, og det er ogsaa det der goer muren til et virkelig spektakulaert turistmaal.
Paa trods af at vi saa muren ved Badaling, som normalt er den mest turistede del af muren, saa var der egentligt rimeligt fremkommeligt. Det var selvfoelgelig dejligt nok at vi ikke skulle mase os frem, men desvaerre var grunden til at der ikke var saa mange, nemlig at det var pissekoldt og blaeste, ogsaa ret maerkbar.
Adgangsvejen til en kinesisk kejsergrav er som regel en saakaldt "aandevej". Det der goer en almindelig vej til en aandevej er at der med jaevne mellemrum er posteret forskellige statuer af dyr og mennesker langs den. Saa vidt jeg har faaet fat i er ideen at de statuer der knaeler skal vise aerboedighed for kejseren, og de andre skal soerge for at holde fjender ude.
Jeg kan selvfoelgelig ikke huske hvilken kejsers grav det var som vi rent fik set, men jeg til gengaeld huske at der var en filmoptagelse igang paa stedet, saa naeste gang I ser en kinesisk film kan I jo lige holde oeje med om der skulle vaere nogle turister i baggrunden.
Om aftenen saa vi et Kung Fu teaterstykke i Det Roede Teater.
Fredag aften var vi i byen. Vi tog ned paa bar street til det sted, som jeg vist nok fik naevnt sidste gang, hvor der var fri bar til 30 yuan. Til den pris skulle man jo saa tro, at man kom ind paa et lidt snusket sted med hjemmebraendt sprit af en tvivlsom kvalitet. Det viste sig imidlertid at vaere et forholdsvist tjekket sted med DJ og maerkevare sprut og sodavand. Det er mig aerligt talt en gaade hvordan det kunne loebe rundt, for jeg kunne se paa dem med et lidt mere intimt forhold til alkohol, at de i hvert fald heller ikke sparede paa sprutten i drinksene. For at fuldende billedet af et godt sted for mandlige, vestlige festaber, kan jeg tilfoeje at de kinesiske piger er overordentligt interesserede i alt med lys hud.
Igaar tog jeg ind paa en kaempe shopping gade sammen med en der hedder Matthias for at koebe nogle forskellige boeger i den internationale boghandel. Vi har ikke rigtig fundet ud af om vi blev serioest eller lidt mere uskyldigt scammed, men da vi kom gaaende henad gaden moedte vi to kvinder som begyndte at snakke engelsk med os, og fortalte at de var engelske laerere og godt kunne taenke sig at oeve deres engelsk med os. Selvom vi er blevet advaret om at nogle kinesere ser os som www (walking white wallets) vil man jo heller ikke vaere for mistaenksom, og det er altsaa bare lidt svaerere at vurdere hvad der er maerkeligt naar man er i en anden kultur. De ville sidde et sted og snakke lidt engelsk og vi var sultne, saa efter at have forklaret dem at vi gerne ville have et BILLIGT sted at faa noget at spise, viste de os hen til noget bistro agtigt i et stormagasin. Vi blev lidt nervoes da vi fik vores eget rum, og endnu mere da vi skulle vaelge the (der er nogle der har betalt 500 yuan for en the praesentation i et thehus) , men nu maatte vi ligesom tage hvad der kom. Vi fik lidt mad, drak noget the, talte noget engelsk med dem - den ene fattede foroevrigt pinligt lidt af hvad man sagde - og fik saa regningen... paa 672 yuan!
Det lyder maaske ikke af saa meget efter danske forhold, men det er en paen del naar man taenker paa at du kan faa et ligesaa godt maaltid for 5 yuan i et gadekoekken. Naa, men vi betalte 200 hver, for som den uformaaende engelskelaerer sagde, saa havde de ikke spist ligesaa meget som os, fik lidt flere komplimenter af vores udseende og tog afsked med dem. Saa blev vi da den erfaring rigere.
Imorgen har vi vores foerste fridag siden vi startede undervisningen sidste mandag, saa i aften skal vi ind paa et karaokested som en af lederne har fundet til os. Vi maa saa se hvor
meget vi naar imorgen, men vi har i hvert fald snakket om at se sommerpaladset. Mere om det naeste gang.

Vi har nu vaeret her i halvanden uge, og tingene er blevet lidt mere serioese end de var sidst jeg skrev. Efter en uge med "almindelig" skolegang er vi nu begyndt at forberede os paa vores Teaching Practice timer som vil foregaa fra d. 8 til d. 12 februar. Vi er blevet inddelt i grupper paa tre, og hver af os skal saa varetage en del af de 50 minutter som timen tager. Jeg er i gruppe med Tove og Martin fra henholdsvis Sverige og Danmark, og det virker som om at vi nok skal faa noget fornuftigt ud af det.
I onsdags var vi paa vores foerste faelles tur, som foerte os til Den Kinesiske Mur, Ming Gravene og en jadefabrik.
Efter alt det man har hoert om Den Kinesiske Mur, var det en ret surrealistik oplevelse endelig at staa paa den. Naar det utrolige i Den Kinesiske Mur skal beskrives, bliver der som regel slaaet paa dens status som verdens laengte bygningsvaerk. Det der imidlertid goer muren virkelig ufattelig, er at den samtidig er placeret i noget af det mest utilgaengelige landskab som nordkina har at byde paa, og det er ogsaa det der goer muren til et virkelig spektakulaert turistmaal.
Paa trods af at vi saa muren ved Badaling, som normalt er den mest turistede del af muren, saa var der egentligt rimeligt fremkommeligt. Det var selvfoelgelig dejligt nok at vi ikke skulle mase os frem, men desvaerre var grunden til at der ikke var saa mange, nemlig at det var pissekoldt og blaeste, ogsaa ret maerkbar.
Adgangsvejen til en kinesisk kejsergrav er som regel en saakaldt "aandevej". Det der goer en almindelig vej til en aandevej er at der med jaevne mellemrum er posteret forskellige statuer af dyr og mennesker langs den. Saa vidt jeg har faaet fat i er ideen at de statuer der knaeler skal vise aerboedighed for kejseren, og de andre skal soerge for at holde fjender ude.
Jeg kan selvfoelgelig ikke huske hvilken kejsers grav det var som vi rent fik set, men jeg til gengaeld huske at der var en filmoptagelse igang paa stedet, saa naeste gang I ser en kinesisk film kan I jo lige holde oeje med om der skulle vaere nogle turister i baggrunden.
Om aftenen saa vi et Kung Fu teaterstykke i Det Roede Teater.
Fredag aften var vi i byen. Vi tog ned paa bar street til det sted, som jeg vist nok fik naevnt sidste gang, hvor der var fri bar til 30 yuan. Til den pris skulle man jo saa tro, at man kom ind paa et lidt snusket sted med hjemmebraendt sprit af en tvivlsom kvalitet. Det viste sig imidlertid at vaere et forholdsvist tjekket sted med DJ og maerkevare sprut og sodavand. Det er mig aerligt talt en gaade hvordan det kunne loebe rundt, for jeg kunne se paa dem med et lidt mere intimt forhold til alkohol, at de i hvert fald heller ikke sparede paa sprutten i drinksene. For at fuldende billedet af et godt sted for mandlige, vestlige festaber, kan jeg tilfoeje at de kinesiske piger er overordentligt interesserede i alt med lys hud.
Igaar tog jeg ind paa en kaempe shopping gade sammen med en der hedder Matthias for at koebe nogle forskellige boeger i den internationale boghandel. Vi har ikke rigtig fundet ud af om vi blev serioest eller lidt mere uskyldigt scammed, men da vi kom gaaende henad gaden der moedte vi to kvinder som begyndte at snakke engelsk med os, og fortalte at de var engelske laerere og godt kunne taenke sig at oeve deres engelsk med os.