I dag er det mandag d. 29. januar og det er nu tre dage siden jeg ankom til Beijing. Jeg sidder i skolens computer lokale, sammen med en masse andre programdeltagere, og forsoeger at lade vaere med at bande alt for meget over hastigheden paa skolens internet, paa trods af at den som alt andet her i Kina er meget langsom. Taalmodighed er kodeordet!
Efter at vi ankom til Beijing i fredags blev vi koert ind til UIBE, et kaempe universitetskompleks fra 50'erne som er hjoernestenen i Kinas uddannelsesstragi, i en stor bus. Lige nu har de fleste kinesiske studerende en ferie i forbindelse med det kinesiske nytaar, saa udover os 80 fra Europa og 60 amerikanere er her ikke saa mange mennesker.
Den foerste dag gik med en lille rundvisning, og saa efter aftensmaden klokken seks gik vi sammen med nogle svenskere ned paa "Bar street" hvor vi til vores store forbavselse maatte betale hele 35 Yuan (30 kroner) for en Carlsberg!? Dagen efter viste det sig at nabobaren havde fri bar for 30 Yuan.
Loerdag var vi frie til at goere hvad vi ville, saa vi tog metroen ind til Tiananmen og Den forbudte By. I guideboegerne staar der at der kan staa over en million mennesker paa Tiananmen pladsen, og det virker ret plausibelt for den er simpelthen enorm. Det er meget imponerende og alt det der, men det er altsaa ikke nogen fordel naar temperaturen ligger lidt under frysepunktet og det blaeser. Efter at have set hvor stor Tiananmen pladsen er, er det ret tankevaekkende at kigge ned paa kortet og opdage at Den forbudte By fylder et omraade der er ca. halvanden gang saa stort. Den forbudte By er et ca. 500 aar gammelt paladskompleks som blev opfoert under Ming dynastiet, og det er i dag den stoerste og mest velbevarede samling af gamle bygninger i Kina. Desvaerre var de to vigtigste bygninger i Den forbudte By under renovation forud for naeste aars OL, men det var stadigvaek et ret imponerende kompleks.
I gaar gik med lidt introduktion af laerergruppen og forskellige navne- og samarbejdslege, desuden fik jeg paa kinesisk + tegnsprog koebt et par loebesko til mig og en af de andre danskere. Generelt kan det siges at det er utroligt vigtigt at kunne lidt kinesisk - det er de faerreste kinesere der i stand til selv noget saa basalt som de engelske tal, saa jeg har en fornemmelse af at jeg bliver ret glad for det jeg har naaet at laere hjemmefra :-)
I dag har vi haft vores foerste rigtige mandarin og engelsk timer og vores laerere virker heldigvis rigtig gode og engagerede.
Generelt kan det siges om at vaere her, at det slet ikke er saa stort et kulturchok som forventet. Der er forholdsvist paent paa gaderne og de er store og brede, der er slet ikke naer saa crowded som der kan vaere i fx Indien, og de har en del vestlige ting som fx shoppingcentre. Selvom trafikken ikke er naer saa kaotisk eller massiv som i Indien, er der lang vej til noget der bare ligner vores trafikkultur. Selvom alle kryds er lysregulerede staar der politibetjente og dirigerer i en paen del af dem, og kineserne forstaar paa mystisk vis at undlade at adlyde baade lyskurven og politibetjenten. I Danmark gaar vi bare naar der er groent og regner med at bilerne holder tilbage, i Kina koerer bilerne bare ind i fodgaengerfeltet og regner med at fodgaengerne springer til siden.
Maden er et helt kapitel for sig selv, et jeg desvaerre ikke har tid til at skrive lige nu, da jeg skal over og have noget af det om lidt. Jeg kan dog sige at skolekoekkenet baade har praesenteret os for kyllingefoedder og noget der lignede soepoelse. Ellers er fedt og aeg et ret gennemgaaende traek i madlavningen, og fibre og stivelse bliver tilsvarende underprioriteret. Det virker som om en eller anden har taget kostpyramiden og drejet den trekvart omgang.
Det var alt for denne gang. Haaber I har det godt derhjemme.

Nu nærmer tiden sig.
Vaccinationer, visum og flybilletter er faldet på plads, jeg har været til informationsmøde og mødt de andre deltagere og jeg har langt om længe fået at vide hvor jeg skal være udstationeret, nemlig i Shanghai. I den forbindelse ville det nok være passende, at fortælle lidt om hvad jeg overhovedet skal i Kina, så her følger lidt løst og fast.
Torsdag d. 25 januar flyver jeg fra Kastrup og over Wien til Beijing. Jeg skal være i Beijing (=nord hovedstad) i de første 4 uger, hvor jeg skal deltage i et TEFL (Teaching English as a Foreign Language) kursus for at kvalificere mig til det videre forløb. Siden Djenghis Khan i 1267 gjorde Beijing til hovedstad i sit verdensrige under navnet Khanbaliq, har byen med jævne mellemrum optrådt som hovedstad i Kina, og som følge deraf er et anseeligt antal af Kinas største seværdigheder, bl.a. "Den forbudte By" og Ming- og Qing gravene, at finde her.
Efter det kinesiske nytår d.18 februar (hvor vi går fra hundens år og ind i grisens), rejser jeg fra Beijing til Shanghai hvor jeg skal tilbringe de næste ca. 4 måneder. Shanghai betyder "ved havet", og det er denne placering ved havet der er skyld i, at selvom Beijing er hovedstaden i Kina, så er det Shanghai der er både den største og mest moderne by i landet. Byens optur begyndte efter at den som en del af fredsaftalen efter den første opiumskrig blev åbnet for handel med kolonimagterne. Kina førte på dette tidspunkt en isolationistisk politik, som bl.a. medførte at oversøisk handel kun var tilladt fra bestemte havne, og som en konsekvens voksede disse få byer hurtigt i både størrelse, indbyggertal og økonomisk formåen. Shanghai var centrum for en række af det tyvende århundredes store omvæltninger i kinesisk politik: det var her det kinesiske kommunistiske parti blev grundlagt i 1921, det var her den store Guomindag massakre på kommunisterne fandt sted og det var her Chiang Kai-Shek havde sin magtbase i form af hans mentor gangsteren Du Yue-Sheng. Samtidig var byen kendt som den mest syndige by i hele asien, hvor bordellerne lå væsentlig tættere end på hvert gadehjørne. Idag er byen kommet sig oven på den økonomiske nedtur i især de tidlige Mao år, og med dens tocifrede vækstrater og en befolkning som af nogle anslås til knap 30 millioner er det ikke uden grund at Shanghai af mange spås til at blive det enogtyvende århundredes verdenshovedstad.
Jeg vil komme til at arbejde på en af de mange privatskoler der findes i byen, og når der tales om privatskoler i kinesisk sammenhæng, så menes der altså ikke en hyggelig lilleskole med 150 elever og langhårede lærere i islandske sweatre, men gigantiske kostskole lignende komplekser med mange tusind elever og kæft, trit og retning. Jeg er selv lidt spændt på præcis hvordan det kommer til at foregå, for selvom jeg vist i princippet er hjælpelærer, er vi også blevet forberedt på selv at skulle tage klasser. Så da jeg egentlig ikke rigtig kan sige så meget mere om det på nuværende tidspunkt , vil jeg barer takke af, og så love at komme med noget lidt mere uddybende når jeg har været derovre og prøvet det på egen krop.

Lidt om Kina:
Kina er med sine lidt over ni en halv millioner kvadratkilometer verdens tredje- eller fjerdestørste land (usikkerheden skyldes territoriestridigheder med Indien og selvfølgelig Taiwan), og er på trods af en række programmer til at kontrolere befolkningstilvæksten, stadig verdens folkerigeste nation med lidt over 1,3 mia. indbyggere - det forventes at Indien overhaler Kina omkring 2020.
Navnet "Kina" er en rent vestlig konstruktion, som formentlig kommer af navnet på et af landets første dynastier, nemlig Qin-dynastiet. Kineserne bruger selv navnet "Zhongguo" om deres land, hvilket betyder "midtland", eller lidt mere mundret: Riget i Midten.
Det er vist nok almindeligt anerkendt, at alle verdens skriftsprog startede med at være mere eller mindre detaljerede tegninger af den ting man "skrev". For eksempel startede "A" sin tilværelse som et stiliseret tyrehoved, og blev så siden vendt 180 grader til det "A" vi kender idag. Dér hvor kinesisk er unikt i den sammenhæng er, at det kinesiske skriftsprog aldrig gennemgik overgangen til et tonalt skriftsprog , men vedblev at være betydningsbærende. Forklaringen på denne "konservatisme" skal nok dels søges i at den kinesiske sprogstamme har ekstremt mange homonymer (hvorfor tonale skriftsprog går dårligt i spænd med mange homonymer kan du se her: http://en.wikipedia.org/wiki/Lion-Eating_Poet_in_the_Stone_Den), og dels i at det er rigtig, rigtig praktisk at alle i hele Kina kan skrive med hinanden, på trods af at de ikke forstår et ord af hvad hinanden siger.
Det at alle kinesere forstår og bruger det samme skriftsprog har ført til den opfattelse, at det giver mening at tale om kinesisk som ét sprog, inkluderende en række dialekter. Det er en misforståelse!!! "Dialekterne" er så meget selvstændige sprog, at folk fra visse sprogområder end ikke vil være i stand til at udtale et sprog fra et andet område. Det skal dog siges, at eftersom Beijing-dialekten er blevet ophøjet til officielt sprog, så forstår og taler de fleste unge kinesere efterhånden denne dialekt. Denne dialekt kaldes "putonghua": almindelige ord, eller mandarinkinesisk.
Den kinesiske kultur har sit udspring på sletterne omkring Den Gule Flod i det nordlige Kina og kan spores næsten 4000 år tilbage. Der har selvfølgelig eksisteret forskellige mere eller mindre samlede kongedømmer lige fra starten, men det er først med Qin-dynastiet (221-206 f.kr.) at man kan tale om et egentligt kinesisk kejserrige. Under Qin-kejseren blev det han-kinesiske område udvidet helt ned til Yangtze-deltaet, men hans største præstation, og grunden til at han er så vigtig for Kinas historie, var hans omfattende arbejde med at standardisere måleenheder og skriftsprog - en præstation der sættes lidt i relief af, at der skulle gå over 2000 år inden den næste reform af skriftsproget gennemførtes under Mao Zedong.