Lidt om Kina:
Kina er med sine lidt over ni en halv millioner kvadratkilometer verdens tredje- eller fjerdestørste land (usikkerheden skyldes territoriestridigheder med Indien og selvfølgelig Taiwan), og er på trods af en række programmer til at kontrolere befolkningstilvæksten, stadig verdens folkerigeste nation med lidt over 1,3 mia. indbyggere - det forventes at Indien overhaler Kina omkring 2020.
Navnet "Kina" er en rent vestlig konstruktion, som formentlig kommer af navnet på et af landets første dynastier, nemlig Qin-dynastiet. Kineserne bruger selv navnet "Zhongguo" om deres land, hvilket betyder "midtland", eller lidt mere mundret: Riget i Midten.
Det er vist nok almindeligt anerkendt, at alle verdens skriftsprog startede med at være mere eller mindre detaljerede tegninger af den ting man "skrev". For eksempel startede "A" sin tilværelse som et stiliseret tyrehoved, og blev så siden vendt 180 grader til det "A" vi kender idag. Dér hvor kinesisk er unikt i den sammenhæng er, at det kinesiske skriftsprog aldrig gennemgik overgangen til et tonalt skriftsprog , men vedblev at være betydningsbærende. Forklaringen på denne "konservatisme" skal nok dels søges i at den kinesiske sprogstamme har ekstremt mange homonymer (hvorfor tonale skriftsprog går dårligt i spænd med mange homonymer kan du se her: http://en.wikipedia.org/wiki/Lion-Eating_Poet_in_the_Stone_Den), og dels i at det er rigtig, rigtig praktisk at alle i hele Kina kan skrive med hinanden, på trods af at de ikke forstår et ord af hvad hinanden siger.
Det at alle kinesere forstår og bruger det samme skriftsprog har ført til den opfattelse, at det giver mening at tale om kinesisk som ét sprog, inkluderende en række dialekter. Det er en misforståelse!!! "Dialekterne" er så meget selvstændige sprog, at folk fra visse sprogområder end ikke vil være i stand til at udtale et sprog fra et andet område. Det skal dog siges, at eftersom Beijing-dialekten er blevet ophøjet til officielt sprog, så forstår og taler de fleste unge kinesere efterhånden denne dialekt. Denne dialekt kaldes "putonghua": almindelige ord, eller mandarinkinesisk.
Den kinesiske kultur har sit udspring på sletterne omkring Den Gule Flod i det nordlige Kina og kan spores næsten 4000 år tilbage. Der har selvfølgelig eksisteret forskellige mere eller mindre samlede kongedømmer lige fra starten, men det er først med Qin-dynastiet (221-206 f.kr.) at man kan tale om et egentligt kinesisk kejserrige. Under Qin-kejseren blev det han-kinesiske område udvidet helt ned til Yangtze-deltaet, men hans største præstation, og grunden til at han er så vigtig for Kinas historie, var hans omfattende arbejde med at standardisere måleenheder og skriftsprog - en præstation der sættes lidt i relief af, at der skulle gå over 2000 år inden den næste reform af skriftsproget gennemførtes under Mao Zedong.
Som navnet på bloggen antyder, så er emnet for denne blog min rejse til Kina. Det er altså her at jeg løbende vil lægge rejsebeskrivelser, billeder og andet ud, og her at folk kan kommentere og spørge til min tur. Håber at I vil finde det interessant og fornøjeligt at følge min rejse herfra, jeg vil i hvert fald gøre mit til at der bliver noget spændende at skrive om.
Tuesday, 2 January 2007
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment