Nu nærmer tiden sig.
Vaccinationer, visum og flybilletter er faldet på plads, jeg har været til informationsmøde og mødt de andre deltagere og jeg har langt om længe fået at vide hvor jeg skal være udstationeret, nemlig i Shanghai. I den forbindelse ville det nok være passende, at fortælle lidt om hvad jeg overhovedet skal i Kina, så her følger lidt løst og fast.
Torsdag d. 25 januar flyver jeg fra Kastrup og over Wien til Beijing. Jeg skal være i Beijing (=nord hovedstad) i de første 4 uger, hvor jeg skal deltage i et TEFL (Teaching English as a Foreign Language) kursus for at kvalificere mig til det videre forløb. Siden Djenghis Khan i 1267 gjorde Beijing til hovedstad i sit verdensrige under navnet Khanbaliq, har byen med jævne mellemrum optrådt som hovedstad i Kina, og som følge deraf er et anseeligt antal af Kinas største seværdigheder, bl.a. "Den forbudte By" og Ming- og Qing gravene, at finde her.
Efter det kinesiske nytår d.18 februar (hvor vi går fra hundens år og ind i grisens), rejser jeg fra Beijing til Shanghai hvor jeg skal tilbringe de næste ca. 4 måneder. Shanghai betyder "ved havet", og det er denne placering ved havet der er skyld i, at selvom Beijing er hovedstaden i Kina, så er det Shanghai der er både den største og mest moderne by i landet. Byens optur begyndte efter at den som en del af fredsaftalen efter den første opiumskrig blev åbnet for handel med kolonimagterne. Kina førte på dette tidspunkt en isolationistisk politik, som bl.a. medførte at oversøisk handel kun var tilladt fra bestemte havne, og som en konsekvens voksede disse få byer hurtigt i både størrelse, indbyggertal og økonomisk formåen. Shanghai var centrum for en række af det tyvende århundredes store omvæltninger i kinesisk politik: det var her det kinesiske kommunistiske parti blev grundlagt i 1921, det var her den store Guomindag massakre på kommunisterne fandt sted og det var her Chiang Kai-Shek havde sin magtbase i form af hans mentor gangsteren Du Yue-Sheng. Samtidig var byen kendt som den mest syndige by i hele asien, hvor bordellerne lå væsentlig tættere end på hvert gadehjørne. Idag er byen kommet sig oven på den økonomiske nedtur i især de tidlige Mao år, og med dens tocifrede vækstrater og en befolkning som af nogle anslås til knap 30 millioner er det ikke uden grund at Shanghai af mange spås til at blive det enogtyvende århundredes verdenshovedstad.
Jeg vil komme til at arbejde på en af de mange privatskoler der findes i byen, og når der tales om privatskoler i kinesisk sammenhæng, så menes der altså ikke en hyggelig lilleskole med 150 elever og langhårede lærere i islandske sweatre, men gigantiske kostskole lignende komplekser med mange tusind elever og kæft, trit og retning. Jeg er selv lidt spændt på præcis hvordan det kommer til at foregå, for selvom jeg vist i princippet er hjælpelærer, er vi også blevet forberedt på selv at skulle tage klasser. Så da jeg egentlig ikke rigtig kan sige så meget mere om det på nuværende tidspunkt , vil jeg barer takke af, og så love at komme med noget lidt mere uddybende når jeg har været derovre og prøvet det på egen krop.