Hej derhjemme.
Saa blev det endnu en gang tid til at lade fingrene udfoere en lille dans paa tastaturet (som i parantes bemaerket maa vaere noget naer det mest uhygiejniske som man kan lade ens fingre roere). Jo, den er god nok - det er faktisk blevet varmere herovre. Vi har faktisk praesteret at sidde ude og spise vores frokost kun ifoert T-shirt, og nu er der kun minusgrader om natten. Bagsiden af medaljen er saa, at nu er der pissekoldt indenfor. Fra centralt sted bliver det nemlig bestemt paa hvilken dato varmen skal slukkes i byen - og paa den dato bliver varmen saa slukket, uanset om det er minus 20 grader udenfor.
I denne her uge fik vi saa endelig noget koent at kigge paa (nej, kinesisk betonslum er heller ikke koen), da ferskentraerne sprang ud. Jeg ved godt at det er en rigtig, rigtig gammelmands agtig ting at glaede sig over, men naar der staar blomstrende traer overalt saa goer det altsaa et indtryk. Det omraade hvor min lejlighed ligger hedder faktisk "ferskenblomst haven", og det lever fuldt ud op til sit navn.
I disse dage er jeg halvvejs igennem mit ophold i Kina, hvilket baade er godt og skidt. Jeg glaeder mig naturligvis til at komme hjem igen, men jeg foeler ogsaa at jeg sagtens kunne bruge mere tid her. Nu "spildte" jeg selvfoelgelig ogsaa noget tid herovre, paa at vente paa at byen toeede nok op til at man rent faktisk kunne lave noget.
Det laekre ved at vaere halvvejs igennem er, at maj-ferien er lige paa trapperne. Nu har kineserne godt nok en lidt anden opfattelse af ordet ferie, end vi har i Europa (vi skal arbejde hele weekenden inden, for at indhente det vi ikke naar i ferien, og der bliver nok en anden arbejdsweekend paa et tidspunkt), men det er nu dejligt med et laengere afbraek alligevel.
Af mange og lange omveje er vi nu endelig naaet frem til at tage til Xian alligevel. I foerste omgang havde vi besluttet os for at blive i Jilin, for blandt andet at faa set Changbai Shan reservatet, men det viste sig at det projekt ikke rigtigt var muligt, da reservatet stadig er frosset til paa denne her aarstid. Derefter overvejede vi at tage ned til badebyen Dalian 10 timers togtur sydpaa, men da der faktisk ogsaa var ret koldt der, gav det ligesom ikke saa meget mening. Saa kiggede vi paa Yangshuo helt nede sydpaa, men det ville blive et baade for dyrt og besvaerligt projekt. I enden kom vi saa tilbage til Xian, hvor vi havde taenkt os at tage toget til (31 timer) og flyve tilbage, det var nemlig lykkedes os at faa nogle billige flybilletter. Nu er det saa bare saadan at i Kina bliver togbiletterne foerst udbudt til salg fem dage foer afgang, og da vi ville koebe vores billetter i dag, fik vi at vide at de var blevet udsolgt paa en halv time i morges. Eftersom vi allerede har booket hostel og koebt flybilletter (vi kunne godt nok afbestille mod et mindre gebyr), er der ikke saa meget andet at goere end ogsaa at koebe de noget dyrere flybilletter til udturen.
(Denne her post er skrevet over to omgange, og her begynder anden halvdel)
Hurra! det lykkedes os at faa togbilletter alligevel - toget afgaar godt nok fra Shenyang, saa vi skal lige koere fire timer i bus foerst, men saa sparer vi ogsaa over en halv maanedsloen i forhold til hvis vi havde floejet.
Hurra! vi skulle alligevel ikke arbejde i weekenden. Fredag aften ringede Norman og fortalte os at timerne var blevet aflyst, saa vi har haft en helt normal fri weekend :)
Hurra! det er endeligt blevet varmt. Det er faktisk blevet ekstremt varmt - 30 grader! rimeligt maerkeligt naar man taenker paa at vi rendte rundt og froes i vores jakker for to dage siden, og at vi havde nattefrost mellem torsdag og fredag.
En anden lille positiv ting er at efter det eksplosions agtige foraar vi har haft i denne her uge (sidste soendag tittede de foerste blomster og blade frem, og i dag er der groent overalt), kan man virkelig se hvorfor Changchun kaldes for skovbyen - der staar simpelthen traeer overalt, paa nogle af gaderne star de endda i to-tre lag.
Paa trods af kulden har der faktisk hele tiden vaeret rimeligt godt gang i gadelivet herovre. Selv da det var minus femten grader, stod der handlende paa alle gadehjoerner og solgte udskaarne ananas, solsikkekerner, mangofrugter, noedder og dampende varme majskolber og soede kartofler. Siden temperaturen sneg sig op paa minus ti grader, har der vaeret folkedans paa torvet hver eneste aften, hvor en skare af udklaedte dansere dansede rundt til musikken og forbipasserende spontant begyndte at danse de aerligt talt nogt latterligt udseende trin. Og de gamle maend har enten siddet i store klynger og spillet braetspil eller floejet med drager paa pladserne. Gaderne har altsaa paa ingen maade vaeret doede.
I denne her weekend er byen bare for alvor kommet ud af sin vinterdvale, der har simpelthen vaeret saa mange mennesker og saa meget gang i den overalt, at man overvejer om halvdelen af befolkningen virkeligt har ligget i hi. Dejligt at opleve :)
Her i gaar lavede jeg mit foerste maaltid hjemmelavede mad (det er faktisk tre maaneder siden at jeg selv har tilberedt andet end havregroed). Jeg havde pigerne ovre og spise, og selvom vi knapt nok havde plads til at stille vores tallerkner paa mit mikroskopiske bord, saa var det rigtigt hyggeligt. Jeg blev saa ved samme lejlighed mindet om hvorfor jeg ikke har lavet mad foer nu, for selvom jeg egentligt godt kan lide at lave mad og det er laekkert med alle de friske ingredienser man kan faa, saa er et kinesisk koekken altsaa ikke lavet til en europaeer paa 1,90 - jeg har pisse ondt i ryggen i dag!
En anden vigtig nyhed paa den kulinariske front er, at det er lykkedes os at finde et sted hvor de serverer en nuddelret som man naesten kunne forveksle med spaghetti bolognese :)
Derudover maa man nok erkende at selvom det kinesiske koekken er alsidigt, saa er det uhyre standardiseret. De fleste steder behoever man blot at se paa restauranternes facade for stortset at kunne rekonstruere deres menukort. Og ikke nok med at man ved hvilke retter der serveres, man ved ogsaa hvad de koster, for af en eller anden grund saa koster en "kaoniurou" altsaa bare 18 yuan, en "Sichuan mala" 4 yuan og en okse kebab 5 jiao. Dette kan selvfoelgelig forklare hvorfor hovedparten af de kinesiske restauant gaester bestiller deres mad inden de overhovedet har sat sig ned, og hvorfor tjenerne haenger over en mens man sidder med menukortet, og ser ud som om at de i hvert fald ikke forventer at man kan bruge mere end 30 sekunder paa det pjat. Her er det saa at det begynder at blive farligt... hvis du har bladret i menukortet i mere end de fastsatte 45 sekunder vil tjeneren nemlig begynde at pege retter ud og sige "Zhege hao chi" (den der god spise). Vaelg aldrig en ret som en kineser har sagt er god!!! Det kan ikke understreges nok! Hvis du er heldig saa ender du bare med et grillspyd med nogle obskure indvolde paa eller bloed oksehud. Hvis du er er uheldig derimod kan du risikere alt fra grillspyd med udelukkende fedtklumper, brusk eller benstykker til soeagurker, kooejne og blodbudding. In short: hvis du er paa kinesisk restaurant, og dit kinesiske ikke er helt updateret saa kan du faktisk bare bruge udelukkelsesmetoden. Det vil formentlig nok tage sin tid, men du kan vaere sikker paa at din tjener med usvigelig sikkerhed vil udpege alle menukortets mest vamle faldgruber.
Jeg maa hellere sige stop for denne gang, for jeg skal hjem og pakke til morgendagens 32 timers tur til Xian. Der skulle forhaabentlig vaere en del at fortaelle om naar jeg kommer tilbage.